Hvad er fri proces og hvordan får jeg det.

Hvad er offentlig retshjælp.

Hvad er retshjælpsforsikring.

Reglerne i hovedtræk.

Fri proces.

Fri proces er lovens udtryk og reglerne herom findes i retsplejelovens kapitel 31. Det noget særegne udtryk dækker over at en part i en retssag har mulighed for at få dækket udgifterne herved.

Den følgende beskrivelse handler kun om ægteskabssager, det vil sige sager om ophør af ægteskab og om forældremyndighed, både fordeling ved parforholdets ophør og senere overførsel. Det skyldes, at reglerne om fri proces i ægteskabssager er lidt anderledes end for andre sager.

Det er kun udgifterne ved en retssag, som fri proces dækker. Den dækker altså ikke advokatudgifter ved statsamtet, da det er en administratitiv myndighed.

Fri proces indebærer, at staten betaler din udgift til advokatbistand. Standardtaksten for en ægteskabssag er kr. 6.500,- plus moms, hvis der er børn. Honoraret kan forhøjes, hvis der er flere retsmøder eller sagen er mere omfattende end normalt. Vederlaget fastsættes af retten.

Det er en betingelse for at få fri proces, at ansøgerens indtægter ligger under et vist niveau. Som udgangspunkt anvendes den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst efter årsopgørelsen for kalenderåret for to år siden. Hvis sagen startes i 2005, er det altså årsopgørelsen for 2003, der skal anvendes.

Den skal i 2005 ligge under kr. 236.000,- efter årsopgørelsen for 2003. Hvis der er børn, forhøjes grænsen med kr. 41.000,- pr. barn under 18 år og som er hjemmeboende.

For personer der er i ægteskab eller fast samlivsforhold er den almindelige regel at partnerens personlige indkomst medregnes. I så fald er forhøjes grænsen til kr. 300.000,-.

I ægteskabssager gælder den særegel at din ægtefælles eller samlevers personlige indkomst ikke medregnes. Det gælder selvklart den ægtefælle eller samlever som er modpart i sagen, men det gælder også din nye ægtefælle eller samlever. Sidstnævnte regel overses af og til.

Den sidste betingelse er at der er rimelig grund til at føre retssag. Det betyder i almindelighed, at der skal være en en god prognose for at få medhold i sagen. I ægteskabssager er kriteriet formelt det samme, men her er det nok at der er en uenighed, det vil sige at parterne på forhånd ikke må være enige.

Hvordan får jeg fri proces. Nemt nok - du henvender dig til en advokat. Han vil så udfærdige ansøgningen og sende den til rette myndighed.

Du bestemmer selv hvilken advokat, der skal udføre sagen. Brug den du plejer at bruge eller spørg dine arbejdskollegaer. Du kan også anmode Et barn To forældre om et forslag.

 

Offentlig retshjælp.

Offentlig retshjælp er regler, der giver økonomisk tilskud til advokatbistand. De er ikke begrænset til retssager, men kan også dække bistand ved en administrativ myndighed.

De økonomiske betingelser er de samme som ved fri proces.

Hvor meget kan opnåes. Det er beskedent. Almindelig retshjælp giver advokaten et vederlag på kr. 800,- incl. moms. Heraf betaler klienten kr. 200,- og det offentlige kr. 600,-. Almindelig retshjælp vil normalt indeholde rådgivning af en halv times varighed.

Hvis der en tvist kan advokaten give udvidet retshjælp. Den vil give advokaten kr. 1.830,- incl. moms. Heraf betaler klienten kr. 915,- og det offentlige kr. 915,-.

Hvordan får man offentlig retshjælp. Nemt nok - du henvender dig til en advokat, som så tager sig af ansøgningen derom.

Retshjælpsforsikring

Hvis du har en forsikring - som for eksempel en privatforsikring - vil der som regel være knyttet en retshjælpsdel til den. Som alt andet ved forsikring er reglerne ret komplicerede, men hovedsagen er at forsikringen dækker din udgift ved en retssag. På det punkt har reglerne en lighed med reglerne om fri proces.

Hvis din økonomi muliggør fri proces, skal du først søge om fri proces. Hvis der gives afslag herpå, dækker forsikringen ikke. Hvis du får tillagt fri proces, dækker forsikringen og betaler det som ellers ville være betalt af fri processen.

Hvis du tjener mere end til fri proces, bliver forsikringen interessant. Den vil så kunne dække din udgift til førelse af retssag. Retshjælpforsikring dækker dog ikke i ægteskabssager. Dog dækker den i 2. instans, hvis du har fået helt eller delvis medhold i 1. instans.

Du får retshjælpsforsikring ved at henvende dig til en advokat, som så sørger for det videre fornødne.