Justitsminister Lene Espersen

Slotsholmsgade 10,

1216 København K

 

 

Roskilde, den 16.10.2002

Som generalsekretær i foreningen Et barn To forældre skal jeg hoslagt tillade mig at fremsende et oplæg til spørgsmålet om hvem der skal løse konflikter om samvær mellem forældre og børn.

Det er foreningens standpunkt, at der bør etableres et enstrenget system og at dette skal ske ved at samværsspørgsmål overføres fra statsamterne til domstolene.

Den foreslåede overflytning er en del af den større problemstilling, der kan betegnes som omsorgen for børn, når forældrene ikke - eller ikke mere - bor sammen.

Problemstillingen er velkendt i de fleste vestlige lande og der er i de fleste lande vanskelige forhold af varierende intensitet. Regelgrundlaget og myndighedssystemet er varierende. Ingen steder er problemerne løst, men de er i nogle lande af ringe omfang.

Man må desværre erkende at Danmark indtager en kedelig førerstilling. Næppe noget land har så mange problemer og næppe noget land gør så lidt for målbevidst at arbejde med problemerne.

En fremragende og omfattende udredning er blevet lavet af et parlamentarisk udvalg, nedsat af det canadiske parlament. Udvalgets rapport er givet navnet: For the Sake of the Children. Rapporten kan læses og udskrives fra foreningens hjemmeside - www.etbarntoforaeldre.dk . Blandt udvalgets anbefalinger er et enstrenget myndighedssystem.

Lidt tættere på er forholdene i Norge. Retsudvalget foretog en studietur til Oslo den 9.- 10. august 2000 og oplyser i referatet at mængden af tvister i Norge er beskedent - langt mindre end i Danmark. I Norge har domstolene kompetencen. Det må anses at være hovedårsagen, men også andre forhold kan spille ind.

Regeringen har taget nogle enkelte initiativer, som indgår i denne problemstilling:

1. Et af regeringens 198 initiativer til forenkling er betegnet som: Indførelse af bagatelgrænse for involvering af myndigheder i samværsspørgsmål. Relationen til den store problemstilling, er muligheden for at få løst tvister.

2. Regeringen har foreslået, at børnebidraget ændres. Dette forslag drejer sig om ansvaret for barnets forsørgelse, når far og moder ikke bor sammen - også en del af den store problemstilling.

3. Der er ofret store ressourcer på at tilbyde forældre konfliktmægling, både ved statsamterne og ved domstolene. Ideen var nok at bane vej for at forældrene i højere grad end hidtil selv skulle tale sig til rette.

-----------------------------------------------

Foreningen finder at det er uheldigt og utilstrækkeligt at fragmenter af en stor problemstilling søges løst stykkevis og uden sammenhæng. Det er netop en sammenhængende indsats på flere fronter, der kan give resultater.

Foreningen skal derfor tillade sig at foreslå at der nedsættes en kommission til at foretage en samlet undersøgelse af denne problemstilling.

------------------------------------------------

Uanset udfaldet af dette arbejde, bør der så snart som muligt etableres en enstrenget ordning hos domstolene. Dette fordi et enstrenget myndighedssystem er afgørende for det heldige udfald af de øvrige tiltag, hvad de end måtte gå ud på.

Kopi heraf er tilstillet Folketingets retsudvalg, Socialministeriet og Civilretsdirektoratet.

Med venlig hilsen

Anders Chr. Jensen.