Postbudsagen.

Forældremyndigheden over nu 5-årigt barn født uden for ægteskab overført fra moderen til faderen.

Resume.

I foråret 1994 flyttede M(moderen) og F(faderen) sammen, men efter kort tid flyttede de fra hinanden på grund af uoverensstemmelser. Den 12. januar 1995 fødte M en datter D, som F blev dømt som far til ved dom af 7. februar 1997. I juni 1998 og marts 1999 traf to statsamter afgørelser om F's samvær med D. Da M vægrede sig mod at udlevere D til samvær, afholdtes flere møder i fogedretten. F søgte om overførsel af forældremyndigheden over D. Under hensyn bl.a. til, at M uden rimelig grund havde hindret F's samvær med D, og til sagens øvrige oplysninger fandt landsretten det bedst for D, at forældremyndigheden over hende blev overført til F. Af samme grunde og under hensyn til oplysningerne i en børnesagkyndig erklæring af 23. juni 2000, der talte afgørende til støtte for, at forældremyndigheden blev overført til F, stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

H.D. 30. oktober 2000 i sag II 145/2000

Retten i Esbjergs dom 28. juni 1999.

Under denne sag har sagsøgeren, F, over for sagsøgte, M, nedlagt påstand om, at forældremyndigheden over D, født den 12. januar 1995, overføres til sagsøgeren i medfør af lov om forældremyndighed og samvær § 12, stk. 2.

Sagsøgte, M, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgeren har fri proces under sagen og retten har beskikket advokat for sagsøgte under sagen.

Det fremgår af sagen, at parterne flyttede sammen i foråret 1994. Efter et par måneder fortalte sagsøgte, at hun var gravid, og kort tid efter flyttede parterne fra hinanden på grund af uoverensstemmelser. Sagsøgeren blev dømt som far til barnet ved dom af 7. februar 1997.

Til brug for sagen er der afgivet forklaring af parterne.

Sagsøgeren forklarede - behørigt formanet - at han bor i en lejlighed i Farum. Han er postbud og arbejder deltids som brandmand. Han lærte sagsøgte at kende i 1993 ved en julefrokost, og de flyttede sammen i april/maj 1994. Efter ca. 2 måneders forløb fortalte sagsøgte, at hun var gravid. Hun fortalte ikke, at der kunne være andre mulige fædre til barnet. Kort tid efter blev de uvenner, og de flyttede fra hinanden, idet sagsøgte flyttede hjem til sine forældre. Han havde herefter ikke kontakt med sagsøgte, før han blev indkaldt af retten til en faderskabssag. Efter at have været i retten fik han udtaget blodprøve, og han fik i den forbindelse oplyst, at der var 2 mulige fædre. Efter resultatet af blodprøven var der over 99%'s sikkerhed for, at han var fader til barnet. Sagen blev herefter udsat på en retsgenetisk undersøgelse, der blev foretaget, da barnet var ca. 1 ½ år. Det fremgik også af dna-prøverne, at han med over 99,9%'s sikkerhed var fader til barnet. Ved dom af 7. februar 1997 blev han dømt som fader til D. Han bad herefter Statsamtet om at få samvær med barnet. Først prøvede sagsøgte og han at finde ud af samværet i mindelighed. Han så første gang D efter sommerferien i 1997. Herefter så han hende 1-2 gange om ugen, hvor han besøgte sagsøgte, der var til stede hver gang, han havde samvær med D. Det gik godt ca. 1 ½ år. Herefter ville sagsøgte ikke udlevere D, og sagsøgeren bad Statsamtet om en afgørelse om samvær. Der blev fastsat samvær 2, 4-6 timer om ugen. I begyndelsen respekterede sagsøgte aftalen, men herefter ville hun ikke udlevere D, og de var i Fogedretten i Hørsholm 4 gange. Til sidst blev der givet dagbøder til sagsøgte, uden at hun af den grund afleverede D. Sagsøgte beskyldte ham herefter for incest og indgav politianmeldelse. Hun påstod også, at han havde pengeafpresset en person ved navn A, der bor i Frankrig, og som sagsøgte mener er fader til barnet. Politiet har dog henlagt sagen. Pludselig flyttede hun til Jylland uden at give ham besked, og han måtte selv finde ud af, at hun var flyttet til Esbjerg. Han skrev herefter til Statsamtet i Ribe og til Fogedretten i Esbjerg. Her blev de indkaldt til møde sidst i juli 1998. Inden fogedretsmødet kørte han til Esbjerg for at hente D på den af amtet fastsatte samværsdag, men han fik hende ikke udleveret. I fogedretten fik sagsøgte oplyst, at hun skal overholde det samvær, der er fastsat af Statsamtet. Det har hun imidlertid ikke overholdt, og han mener, at de har været i fogedretten i alt 20 gange. Han har undervejs haft samvær med D enkelte gange, blandt andet i forbindelse med at der blev udarbejdet den børnesagkyndige erklæring, og han har også de sidste 3-4 gange haft samvær med D. Nu har de imidlertid igen været i fogedretten, og sagen er nærmest startet forfra med 7 timers samvær hver anden lørdag. Ifølge Statsamtets afgørelse skulle han egentlig have D fra fredag til søndag. Også i Esbjerg har sagsøgte anklaget ham for incest. Der er ikke tale om konkrete anklager, men blot nogle defuse beskyldninger. Hun har også beskyldt ham for at være psykisk syg og for at være alkoholiker, ligesom hun har anklaget ham for at være kriminel. Alle anklagerne har han modbevist dels ved erklæring fra sin læge, dels ved straffeattest. Han arbejder som postbud fra kl. 06.00 til kl. 14.00, og han er derudover deltidsansat som brandmand. Han mener, at det er muligt for ham at få sin arbejdstid rykket, såfremt han får forældremyndigheden over D. Det er også muligt, at han kan tage hende med på arbejde og aflevere hende i institution senere. Han har et godt netværk, idet han blandt andet har 6 søskende og sin moder. For ham drejer sagen sig reelt om, at han ønsker at have samvær med D. Såfremt sagsøgte vil udlevere D til samvær i overensstemmelse med Statsamtets afgørelse, ønsker han ikke forældremyndigheden overført. Såfremt hun imidlertid ikke vil udlevere D til samvær, er det hans opfattelse, at han vil kunne klare at få forældremyndigheden over D. Han har en lejlighed, hvor hun kan få sit eget værelse, og han er meget glad for børn.

Sagsøgte forklarede - behørigt formanet - at D, der nu er 4 ½ år, så sagsøgeren første gang, da hun var ca. 2 år. I begyndelsen aftalte de indbyrdes fra gang til gang, hvordan samværet kunne finde sted, og sagsøgte var med til samværet. Sagsøgeren kom således og besøgte D i hendes hjem. Det gik godt i nogen tid, men så blev det for meget for D. Hun følte, at sagsøgeren var for omklamrende. På et tidspunkt, da sagsøgeren var på besøg, fik han lov at skifte D, mens sagsøgte opholdt sig i køkkenet. D var på det tidspunkt lidt over 2 år. Da hun kom ned til sagsøgte, sagde hun: »Mor, jeg har et hul«. Først holdt hun udtalelsen for sig selv. Det var først senere, da D var 3 år, og der opstod andre episoder, at hun anmeldte sagsøgeren for incest. På det tidspunkt havde sagsøgeren samvær med D alene i nogle timer. Hun var ved at være renlig, men pludselig måtte ingen røre ved hende, og hun ville ikke have tøj på. Særligt ville hun ikke have kjole på. Hun begyndte at få mareridt om natten og vågnede og sparkede vildt. Hun gjorde sig også våd om natten og ville ikke skiftes. Det næste samvær var på 6 timer, og da D kom hjem, var hun pludselig blevet forkølet. Hun havde lige været forkølet, og hun var nu forkølet igen. Hun havde haft strømpebukser på, og på grund af at hun havde gjort sig våd, havde sagsøgeren vasket strømpebukserne og tørret dem, så hun kunne få dem på igen. I den tid havde hun måske gået uden tøj. Da hun kom hjem, begyndte hun at trække sagsøgte i brystvorterne, og sagsøgte spurgte: »Hvem gør sådan noget?«, hvortil hun svarede, at det gør fader. Herefter ville hun ikke længere udlevere D til samvær, og hun gik under jorden. I julen 1998 flyttede hun til Esbjerg, hvor hun fik lejlighed, og hun fik arbejde som leder af en — — — børnehave. Fordi hun ikke havde nogen børnehaveplads til D, og fordi det var meget trygt i begyndelsen, havde hun D med i børnehaven. Da sagsøgeren fandt ud af, hvor hun boede, blev hun indkaldt til fogedretten, men hun nægtede stadig at udlevere D. Hun har fået pålagt 6.000 kr. i bøder, som hun har betalt. Det er hendes opfattelse, at A er fader til barnet, men dette spørgsmål er ikke blevet undersøgt, idet han ikke har afleveret blodprøve. Hun har fundet hans adresse, og hun har sendt penge til ham for at få udtaget blodprøve, ligesom hun har sendt penge, for at han kunne rejse til Danmark og få udtaget blodprøve. Efter hvad han oplyser, er blodprøverne blevet udtaget, men de er angiveligt blevet væk. Der er foretaget en retsgenetisk undersøgelse, der viser, at sagsøgeren er fader til barnet. Det er hun imidlertid tvivlende over for, idet hun var sammen med A i den periode, hvor hun formentlig er blevet gravid, mens hun ikke var sammen med sagsøgeren. Det er hendes opfattelse, at sagsøgerens ønske om at se D ikke bunder i en reel interesse i barnet, og hun er ikke tryg ved at udlevere D til samvær. Hun mener ikke, at psykologen har ret i, at det er godt for D at se sagsøgeren, idet D er ulykkelig, når hun skal udleveres til samvær. Hun mener ikke, at hun har beskyldt sagsøgeren for at være alkoholiker eller for at være kriminel. Hun har måske sagt, at han er en kriminel type. Hun er stadig ansat som leder af børnehaven, men hun har været sygemeldt siden 15. januar 1999 på grund af psykisk pres. Hun har selv sagt op til fratrædelse pr. 1. juni 1999. Hun har besluttet sig for at flytte tilbage til sin lejlighed i Birkerød.

Adspurgt, hvorvidt hun vil udlevere D til samvær, erklærede sagsøgte, at hun vil udlevere D til samvær med sagsøgte, såfremt hun mener, at hun kan være tryg ved det. Hvis der imidlertid opstår nye problemer, kan hun ikke garantere, at sagsøgeren får samvær med D.

Frederiksberg Statsamt og Ribe Statsamt har henholdsvis den 23. juni 1998 og den 11. marts 1999 truffet afgørelse om sagsøgerens samvær med fællesbarnet. På grund af sagsøgtes vægring mod at udlevere D til samvær har der været afholdt møder i Fogedretten i Hørsholm og i Esbjerg. Til brug for sagen har Fogedretten i Esbjerg indhentet en børnesagkyndig erklæring fra cand.pæd.psych. Bent Hougaard. Erklæringen er fremlagt under sagen.

Rettens bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at parterne ikke har boet sammen, efter at D blev født. Da hun var 2 år, blev sagsøgeren dømt som far til hende, og han har herefter i perioder haft endagssamvær med D. Det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, at samværet er problematisk på grund af sagsøgtes modvilje mod at udlevere D til samvær, idet sagsøgtes holdning påvirker D's reaktioner over for sagsøgeren. Det fremgår endvidere, at samværet ikke er til skade for D, men at det snarere er til gavn for hendes udvikling.

Efter bevisførelsen finder retten, at sagsøgte gennem længere tid uden rimelig grund har saboteret sagsøgerens samvær med D. Under hensyn til at sagsøgeren ikke har boet sammen med D, samt at han kun har haft kortere samvær med hende, finder retten imidlertid, at det vil være meget indgribende og en meget stor omvæltning for D, der efter det oplyste ikke har et nært og fortroligt forhold til sagsøgeren, såfremt forældremyndigheden overføres til denne.

Retten finder det således ikke bevist, at det vil være bedst for barnet, at forældremyndigheden overføres fra sagsøgte til sagsøgeren, og sagsøgtes manglende overholdelse af samværsafgørelserne kan ikke i sig selv begrunde en overførsel af forældremyndigheden.

Som følge af det anførte tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

— — —

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Vestre Landsrets dom 18. november 1999 (7. afd.)

(Fritse Hove, Annette Dellgren, Gerd Sinding (kst.)).

Den indankede dom er afsagt den 28. juni 1999 af Retten I Esbjerg, 3. afdeling, — — —.

For landsretten har appellanten, F, gentaget sin påstand i 1. instans.

Indstævnte, M, har påstået dommen stadfæstet.

Appellanten har i et retsmøde den 2. august 1999 forklaret, at han ikke har andre børn end D. Han har altid forsøgt at gennemføre de fastsatte samvær med D, men ofte har indstævnte ikke været hjemme. Andre gange har indstævnte været hjemme, men har nægtet at udlevere D. Samværet gik godt i starten. Han kan imidlertid ikke præcis angive længden af denne periode, men den var kortere end 1½ år. Samværene i henhold til forliget den 21. april 1999 blev alle gennemført. Han havde endvidere samvær med D den 4. juni 1999. Dette samvær gik godt. Både den 19. juni og den 3. juli 1999 skulle de mødes på Farum Banegård, men begge gange udeblev indstævnte med D. Den 16. juli 1999 henvendte han sig på indstævntes bopæl for at få D udleveret, men indstævnte nægtede at udlevere hende. Han skulle endvidere have samvær med D den 30. juli 1999. Han kørte til indstævntes bopæl, men hun var på vej væk fra bopælen i sin bil. Herefter kørte han til Favør, hvor han tilfældigvis mødte indstævnte og D. Indstævnte råbte ad ham inde i butikken. Hun råbte blandt andet, at han ikke var far til D, mens D hørte på det. Hvis han får forældremyndigheden over D, vil han kunne få hende passet i daginstitutionen, idet der er pasningsgaranti i Farum Kommune, hvor han bor. På grund af indstævntes obstruktion af samværet vil det efter hans opfattelse være bedre for D at bo hos ham, dog vil der formentlig være en vanskelig overgangsperiode ved en eventuel flytning fra indstævnte til ham.

Indstævnte har supplerende forklaret, at hun ikke udleverede D til samvær den 19. juni, fordi byretten endnu ikke havde truffet afgørelse om, hvor D skulle bo. Hun var derfor bange for, at appellanten ville sige til D, at hun for fremtiden skulle bo hos ham. Den 3. juli indfandt hun sig på Farum Banegård med D lidt før kl. 11.00. Appellantens bil holdt parkeret ved stationen, men han var der ikke. Efter et kvarter forlod hun stationen. Hun vil ikke have, at D overnatter alene hos appellanten, fordi appellanten efter hendes opfattelse har forgrebet sig seksuelt på D. Hun er derfor - i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt - indstillet på at udlevere D til samvær i overensstemmelse med statsamtets resolution. Hun ønsker i øvrigt, at alle appellantens samvær med D bliver overvåget.

I forbindelse med retsmødet den 2. august 1999 besluttede landsretten at indhente en supplerende udtalelse fra cand.pæd.psych. Bent Hougaard om, hvorvidt det under de foreliggende omstændigheder vil være bedst for D at overføre forældremyndigheden til appellanten.

Appellanten har i et retsmøde den 8. november 1999 yderligere forklaret, at parterne på ny har været i fogedretten i anledning af hans ønske om samvær med D, og det blev aftalt, at han har samvær med D hver mandag fra kl. 14.00, hvor han henter hende i børnehaven og til kl. 19.30, hvor han afleverer hende hos indstævnte. Han har haft D til samvær 5 mandage, og samværet er gået godt. Ved at hente hende i børnehaven, undgår de også kontroverser i forbindelse med udleveringen af D. Deres aftale om »mandagssamvær« udløber den 24. november 1999, og så ved han ikke, hvad indstævnte derefter vil være med til. Han regner derfor med, at de på ny skal i fogedretten efter denne dato.

Indstævnte har yderligere forklaret, at D virker splittet over at skulle have et »hjem nummer 2« hos appellanten. Indstævnte er positiv over for, at ordningen med appellantens samvær med D hver mandag skal fortsætte, men hun håber ikke, at samværet skal udvides, for eksempel til weekendsamvær. Hun vil dog ikke nægte at udlevere D til weekendsamvær med overnatning. Hun modarbejder ikke længere appellanten. Hun skal nu starte i arbejdsprøvning som blomsterbinder. Hendes arbejdstid bliver fra klokken 10.00 til 15.00.

Cand.pæd.psych. Bent Hougaard har den 6. oktober 1999 afgivet en erklæring, hvori der blandt andet er anført følgende vedrørende samvær mellem indstævnte og D:

». . .

Beskrivelse af 1. samvær mellem M og D

Ved mit 1. besøg mødes jeg af M, der er noget bleg. Hun lægger ud med at sige, at hun er syg og at hun muligvis kan smitte. Jeg vælger dog at gennemføre besøget og M har ikke noget herimod.

D er sund og rask og tilsyneladende glad for, at der kommer gæster. Hun lægger ud med at vise mig nogle bøger, som vi skal kigge i, og siden finder hun en større samling af gummi-heste frem, som hun har haft til storvask. Hun er meget opsat på at snakke med mig og fortælle om alle disse ting, og M holder sig en del i baggrunden til trods for, at jeg har sagt til M, at mit formål er at observere samspillet mellem hende og D. D vil meget gerne være sammen med mig og vil have mig til at læse for hende, men jeg siger dog, at det er noget, hun skal spørge mor om. De sidder så et stykke tid og læser lidt. Da de er færdige med at læse i bogen, vil D vise mig sit værelse, og M går igen i gang med at ordne ting, stryge og sætte gardiner op. Hun snakker til undertegnede undervejs og fortæller om sine synspunkter med hensyn til gardinopsætningen, indretningen o.a. alt imens D vil have mig til at lege med hende. Under hele mit besøg har D sut i munden, hvilket gør, at hendes tale selvsagt er påvirket heraf. Kun én gang beder M D om at tage sutten ud, men hun reagerer ikke herpå.

Efter et stykke tid får D øje på en tamburin, der ligger på en reol, og det lykkes hende at kravle op og få fat i den. Herefter går hun i gang med at tromme og synge, og hun formår også at få M til at deltage i sangen. D virker i denne situation som en glad 4-årig pige. Det er dog karakteristisk, at det er D, der tager initiativet og hele tiden forsøger at få moren og undertegnede med i leg og samspil.

Efter et par timer bryder jeg op og jeg fortæller D, at jeg kommer og besøger dem en anden dag, og at jeg også skal besøge hende hjemme hos far. Hun vinker glad farvel og går videre i sin leg.

Beskrivelse af 2. samvær mellem M og D

Ved min ankomst er D i gang med at lege med billedlotteri i sofaen. M er i gang med at ordne og rydde op, og fortæller mig kort, at hun skal ud og lave mad. Jeg er derfor det meste af tiden sammen med D, der er åben overfor mig og ivrig efter at få kontakt. Hun har også under hele dette besøg sut i munden. Hun kender ikke grundprincipperne i billedlotteriet, men arrangerer med sine forudsætninger et spil, så vi i det mindste får et samvær og en leg i gang. Fra tid til anden kalder hun på moren, når der er noget, hun er uenig med mig om, og M kommer hver gang på D's opfordringer. Der er ikke nogen intens kontakt imellem dem, og M går hurtigt tilbage til sine gøremål i køkkenet.

Det er også ved denne lejlighed karakteristisk, at D har, hvad man kan kalde for en »ledende rolle« i forholdet til moren. Det skal forstås på den måde, at M prøver at imødekomme D's ønsker og tilfredsstille hendes behov, men det er D, der gør opmærksom på, hvad hun har brug for, snarere end at M demonstrerer en indlevelsesevne overfor D's behov. D er livlig og glad for selskab og går til og fra bordet, hvor vi leger med billedlotteriet og fortæller mig om stort og småt - bl.a. at der er et cirkus, der har slået sig ned på en græsmark overfor boligblokken, hvor de bor.

På et tidspunkt går jeg ud og snakker med M i køkkenet for at høre til, hvordan sagerne står set med hendes øjne. Hun fortæller, at hun har fået afslag på at føre sagen ved højesteret, og hun er i det hele taget meget bekymret over, at hun ikke kan få bevist eller i det mindste overbevist myndighederne om, at F ikke er far til D. Hun lever også med en uklarhed om de 2 sager, der kører, dels om samværsrettens udførelse og selve retssagen. På en måde oplever hun, at den ene sag skulle sætte den anden ud af kraft sådan forstået, at samværet skulle sættes i bero, så længe retssagen verserer. Det er mit helt klare indtryk, at M er endog meget opsat på at holde D fra F med den begrundelse, at han ikke er far til barnet og at de incestuøse tilbøjeligheder, som hun anklager F for, er en realitet, som D for enhver pris skal beskyttes imod. At D er indført i M's tankegang, bekræftes af D, da jeg skal til at forlade familien. Jeg siger ved den lejlighed til hende, at vi snart skal ses og at jeg også kommer og besøger hende hos far. D siger her: »F er ikke min far, er han vel, mor?« På dette spørgsmål svarer M: »nej, det er han ikke«. Jeg afslutter besøget med at sige, at jeg kommer alligevel og så skal vi mødes hos F.

. . .«

I de afsluttende bemærkninger i den supplerende erklæring er anført følgende:

». . .

Som det fremgår af beskrivelserne ovenfor, fortæller M D, at F ikke er far til hende og at det kan være farligt at besøge ham. Dette understreges bl.a. af de alvorlige anklager, hun har rettet imod ham i retning af incestuøse overgreb. M lægger på ingen måde skjul på hendes aversion mod F og fortæller åbenlyst og i D's påhør, at sagerne forholder sig som beskrevet. Det siger sig selv, at D på denne baggrund har udviklet et dybt ambivalent og til tider utrygt forhold til F. At hun indimellem glemmer disse følelser, er tydeligt og i tråd med børns naturlige evne til at være tilstede i nuet og være sammen med andre på en åben og spontan måde. På trods af F's utallige forsøg på at bevare roen overfor D, er der dog meget, der tyder på, at deres samvær vil blive vanskeliggjort i stigende grad. Der er ingen grund til at betvivle, at den påvirkning, som D udsættes for fra M's side på sigt vil være endog meget problematisk for datteren i forhold til hendes opfattelse af og samvær med F.

Hvis M fortsat tillægges forældremyndigheden over D, kan det forudses, at hendes »kamp« om at holde D væk fra F vil blive fastholdt. At M sandsynligvis vil handle sådan, kan illustreres af hendes vægren ved at udlevere D til det almindelige samvær. Parterne har, efter hvad F fortæller, været i fogedretten adskillige gange. M har modtaget bøder i en størrelsesorden 6.-7.000,00 kr., men det har ikke formået hende til at ændre adfærd og medvirke til en positiv samværsordning. I de situationer, jeg har oplevet M og D sammen, har samværet været karakteriseret ved, at M på det nærmeste har trukket sig fra datteren og overladt hende til mig. D har endvidere vist en noget regredierende adfærd, dvs. at hun har ageret på et plan, der lægger under, hvad man normalt kan forvente af en pige på 4½ år. Hun har således brugt sut under mine besøg og har fremvist en noget pjevset og pivet adfærd, hvor hun har tilkaldt moren for at få hende til at løse opgaver, som man kan forvente, at piger på D's alder normalt selv kan klare.

Det har ikke været muligt for mig at beskrive samspillet mellem M og D mere indgående. Dette skyldes primært M's psyko-sociale situation. Hun er sygemeldt og medicineret, hvilket hendes tale- og tankemåde i et vist omfang bærer præg af. M siger selv, at hun psykisk er ude af balance pga. den stærkt belastende situation, som retssagen har bragt hende i. Hvis M tillægges forældremyndigheden, må man håbe, at det skaber ro i samspillet med D og at hun kan komme ud af sin medicinering. Ligeledes må man håbe, at M genvinder sin psykiske ligevægt. Hvis ikke, kan D's situation blive belastet i en grad, så de sociale myndigheder skal inddrages i familiens fortsatte liv og trivsel.

Hvis F tillægges forældremyndigheden vil han efter det foreliggende gøre, hvad han kan for at stimulere D og være sammen med hende på en måde, der forekommer yderst relevant og meget på D's præmisser. Han har tilsyneladende gode ordnede forhold i sit liv og virker stille, rolig og nærværende i samværet med D. Jeg har på intet tidspunkt hørt ham snakke negativt om M til D - snarere opretholder han en meget høj grad af neutralitet og forsøger at få D på andre tanker bl.a. ved at lege sammen med hende.

Med den stærke ambivalens, som D viser overfor F, kan det forudses, at et dagligt samvær med ham vil gå hen og blive meget besværliggjort. D er angiveligt tæt knyttet til moren og med de beskrivelser, hun har fået fortalt om F's personlighed og hvad han kan finde på at gøre ved hende samt at han i øvrigt slet ikke er hendes far, vil der uden tvivl opstå et savn efter moren af store dimensioner. Hvis M samtidig vil fortsætte kampen om at få D, er det let at se, at D vil blive en »slagmark« af en sådan størrelse, at det vil påvirke og efter al sandsynlighed også være med til at true hendes personlighedsudvikling. Det skal også tages i betragtning, at F's motiv for at starte en retssag om forældremyndigheden primært bunder i, at han, som tiden er gået, har været afskåret fra at have regelmæssigt samvær med D. Hans oprindelige ønske var at have en fast samværsordning med D efter de gældende regler, men da dette ikke kunne opnås, så han ikke andet valg end at søge forældremyndigheden. Det er mit klare indtryk, at F er bevidst om, hvilket dilemma han befinder sig i. På trods af, at han gør, hvad han kan for at tilfredsstille og imødekomme D's behov, når de er sammen og at myndighederne bakker ham op i hans bestræbelser på i det hele taget at være sammen med datteren, er han klar over, at han står meget dårligt i forhold til D. F gør også opmærksom på, at »kampen« nu har varet så længe, at D viser tydelige tegn på, at hun har svært ved at være medspiller. Det viser hun bl.a. ved de gentagne gange, hvor hun »står af« på F, giver udtryk for, at hun ikke vil være hos ham og at hun vil hjem til mor, så snart der opstår den mindste konflikt eller komplikation.

Med hensyn til parternes forældreevne er det svært at give en facetteret beskrivelse af M. De gange, jeg har været tilstede, har M på det nærmeste trukket sig ud af samspillet med D. Dette udelukker selvsagt ikke, at M er både kompetent og nærværende i andre situationer. F har gang på gang vist, at han er kompetent som far og har på intet tidspunkt fremvist en adfærd, som kan vække bekymring hos undertegnede. På trods heraf viser D så ambivalente følelser overfor faren, at en overflytning til ham vil afstedkomme massive problemer, som nok i størrelse vil overgå den situation, som D befinder sig i p.t.

. . .«

— — — Børnehaven i Birkerød har endvidere afgivet følgende udtalelse af 26. august 1999 vedrørende D:

». . .

D er en 4 årig pige, som kom til vores børnehave på hendes mors ønske. D har før gået her i børnehaven, men flyttede til Esbjerg sidste sommer sammen med sin mor. Da familien flyttede tilbage til Birkerød, kontaktede moderen børnehaven.

D er en sky og tilbageholdende pige, som let går i stå, hvis hun ikke får pædagogisk støtte til at komme igang med en aktivitet. Hun virker trykket og trist, når hun kommer om morgenen og har somme tider svært ved at tage afsked med mor.

Hun er tillidsfuld over for både de kvindelige og mandlige pædagoger i b.h. og er forholdsvis let at komme i kontakt med og »tøer op« i løbet af formiddagen. Når D er kommet godt igang med at lege, bliver hun en hel anden pige, hun smiler og ler, løber aktivt rundt, fjoller og går på opdagelse som hendes jævnaldrende, virker m.a.o »normalt udviklet«.

Hun deltager med iver i vores sanglege, eventyr og andre aktiviteter, som hun kender fra tidligere. Hun har fået god kontakt med mange af børnene, er vellidt og har været på besøg hos en af drengene. Af og til falder hun dog ind i en trist tilstand og trækker sig tilbage, og må så hentes ud igen af en voksen. Pædagoger og medhjælpere her er klar over at det er en pige i krise, og vi følger hende opmærksomt.

. . .«

To dommere, Annette Dellgren og Gerd Sinding, udtaler:

Det må efter de afgivne forklaringer samt den supplerende erklæring fra den børnesagkyndige lægges til grund, at indstævnte i en længere periode - også medens ankesagen har verseret - i adskillige tilfælde uden rimelig grund har hindret appellanten i at få samvær med D i det omfang, der er fastsat af statsamtet.

Det må endvidere på baggrund af appellantens forklaring samt den supplerende erklæring lægges til grund, at indstævnte i flere tilfælde over for D har omtalt appellanten ufordelagtigt, og herunder har sagt til hende, at appellanten ikke er hendes far, selv om dette er fastslået ved dom. Indstævnte må ved sin negative omtale af appellanten over for D antages at have vanskeliggjort D's forhold til appellanten, hvilket har vanskeliggjort de gennemførte samvær.

Det fremgår endvidere af den supplerende erklæring, at den børnesagkyndige i 2 tilfælde har observeret samvær mellem indstævnte og D , men at det ikke har været muligt for den børnesagkyndige at beskrive samspillet mellem indstævnte og D mere indgående, hvilket primært skyldes indstævntes psyko-sociale situation. Af erklæringen fremgår ligeledes, at D's situation kan blive så belastet, at de sociale myndigheder må inddrages, hvis ikke indstævnte genvinder sin psykiske ligevægt.

Ved afgørelsen af spørgsmålet om forældremyndighed finder vi endvidere at måtte lægge vægt på udtalelsen af 26. august 1999 fra D's børnehave, — — — Børnehaven i Birkerød, hvoraf det blandt andet fremgår, at D er en pige i krise, og at personalet følger hende opmærksomt.

Selvom appellanten ikke tidligere har boet sammen med D, anser vi det på baggrund af det ovenfor anførte for godtgjort, at det vil være bedst for D, at forældremyndigheden over hende overføres til appellanten.

Vi stemmer derfor for at tage appellantens påstand til følge.

Dommer Fritse Hove udtaler:

Uanset at indstævnte uden rimelig grund har hindret gennemførelsen af appellantens samvær med D, og at der ikke er grundlag for at betvivle, at appellanten er kompetent som far og derfor er velegnet til at have forældremyndigheden over D, finder jeg det ikke godtgjort, at det i al fald på nuværende tidspunkt vil være bedst for D, at forældremyndigheden over hende overføres til appellanten. Jeg har herved lagt vægt på, at D, som nu er knap 5 år gammel, hele sit liv har boet sammen med indstævnte og derfor må antages at være nært knyttet til hende, at D var 2½ år, før hun så appellanten første gang, at hun herefter kun har haft en meget sporadisk kontakt med appellanten, at hun på grund af indstævntes udtalelser om appellanten har et ambivalent forhold til ham, samt at det efter den børnesagkyndiges vurdering vil afstedkomme massive problemer, som nok overstiger D's nuværende problemer, at overflytte forældremyndigheden til appellanten.

Jeg stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Der afsiges dom i overensstemmelse med stemmeflertallet.

— — —

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Esbjerg den 28. juni 1999 og af Vestre Landsrets 7. afdeling den 18. november 1999.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling.

Appellanten, M, har påstået stadfæstelse af byrettens dom.

Indstævnte, F, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

D har med faderens indforståelse efter landsrettens dom fortsat boet hos moderen. Faderen har haft betydeligt samvær med D, herunder med overnatninger og ferie.

Cand.pæd.psych. Bent Hougaard har i en erklæring af 23. juni 2000 bl.a. udtalt:

»Afsluttende kommentarer.

Som det fremgår af ovenstående oplever parterne datterens udvikling vidt forskelligt på væsentlige punkter. Hvor M ser på D's udvikling med stor bekymring og som følge deraf føler sig kaldet til at anlægge en nærmest terapeutisk attitude overfor hende, ser F D som en pige, der er i en rivende udvikling, der ikke viser nogen tegn på frygt eller afstandtagen til faren. Efter at F har fået tillagt forældremyndigheden i landsretten, kan det endvidere konstateres, at M har ændret adfærd med hensyn til samarbejdsformen. Hvor hun før modsatte sig eller gjorde samarbejdet yderst vanskeligt, er hun nu meget mere velvillig indstillet på trods af hendes store betænkeligheder omkring samværets indhold og omfang. Hun er tilsyneladende også ophørt med at fortælle D, at F ikke er hendes far. Under alle omstændigheder lever D nu med den klare opfattelse, at F er hendes far og hun ser ud til at nyde denne nye bevidsthed i fulde drag.

Den forskellighed, der er mellem parternes opfattelse af D, kan bl.a. tilskrives de vidt forskellige livssyn, som parterne tilsyneladende repræsenterer. De går i store træk ud på, at M er meget optaget af den antroposofiske, altså Rudolf Steiners ideologi, og F er tilhænger af, hvad man i gængs forstand kunne kalde for en »almindelig« opdragelse og samværsform på lige fod med datteren.

Som det fremgår af beskrivelserne af samværsbesøgene hos parterne, er D en meget glad og harmonisk pige, der er inde i en rivende udvikling såvel sprogligt som begrebsmæssigt. Den frygt, som M giver udtryk for, er ikke til at få øje på for undertegnede. Snarere ser det for mig ud som om, der er sket en stærkt tiltrængt forandring i D's personlighedsudvikling og hendes adfærd er blevet yderst aldersrelevant sammenlignet med hendes væremåde, da M havde forældremyndigheden.

Hvis M tillægges forældremyndigheden, kan det ikke udelukkes, at D vil »gå tilbage« og dermed regrediere i sin udvikling og fremvise nogle af de træk, som er beskrevet i de 2 tidligere erklæringer. Samtidig ser det ud til at være M's erklærede mål, at samværet mellem F og D skal begrænses af de årsager, som hun har givet udtryk for og som er beskrevet ovenfor, Hun har planlagt, at D skal gå på Vidar-skolen i Gentofte og har også planer om på sigt at flytte til Amager, hvis hun skønner, at en nystartet Rudolf Steiner-skole der er den bedst egnede for D. Det kan se ud, som om M har et meget begrænset socialt netværk og at hun kun omgås få personer i sit privatliv. Det vil kunne forstærke samværet mellem mor og datter i hverdagen, og det kan ikke udelukkes, at det vil føre til et symbiotisk forhold, dvs. et gensidigt afhængighedsforhold, som ikke nødvendigvis vil være til gavn for D. M vil uden tvivl gøre alt det bedste hun kan for sin datter og hun praktiserer det bl.a. ved at udvise en meget høj grad af ligeværdighed med D. Da D imidlertid er en ekstrovert personlighed, dvs. udadrettet i modsætning til M, som virker mere introvert og altså indadvendt, kan man ikke udelukke, at D vil få den styrende rolle i forholdet og på den baggrund blive en »lille voksen« - en bekymring, som M i øvrigt selv gør sig, om end det er på en anden baggrund og i forhold til F.

Hvis F tillægges forældremyndigheden, vil den udvikling, som D er inde i nu, efter alt at dømme kunne fortsætte. F er helt indstillet på, at D og M skal have så meget samvær som muligt. Han vil dog, i modsætning til nu hvor D stadig bor hos M, fordi sagen verserer, insistere på, at D skal have fast bopæl hos ham og at hendes liv skal udgå derfra. Det indebærer bl.a., at han vil sende D i den kommuneskole, der ligger nærmest ved hans bopæl, hvilket er få hundrede meter. Han overvejer imidlertid også at sende hende på Marie Kruses Skole, som kun ligger lidt længere væk fra bopælen, idet han har fået oplysning om, at de har en bedre pasningsordning om morgenen. Dette hænger sammen med, at F, som tidligere beskrevet, skal møde kl. 6.00 og at han i hvert fald i nogle år frem er nødt til at have D med på arbejde og køre hende i fritidsordning derfra, indtil hun ad åre selv kan stå op og gå i skole. Som det ligeledes fremgår, er F socialt udadvendt, når han er sammen med datteren og foretager sig ture til familien og til sommerhuset i Gilleleje, hvor han også har en omgangskreds og hvor der er andre børn på D's alder. D vil derfor sandsynligvis hos F få mange og andre udfordringer end dem, M tilbyder hende.

Med hensyn til det had, som skulle være drivkraften i F's motiv for at søge forældremyndigheden, har det ikke været synligt ved de besøg, jeg har aflagt, specielt hos F og D. Her snakkede F åbent og neutralt omkring M, ligesom D også fortalte F om morens og hendes aktiviteter derhjemme. Med hensyn til dette punkt mener M imidlertid, at det foregår indirekte og det kan derfor alene af den årsag være svært at konstatere, om hun har ret i hendes påstande herom.

Til sidst vil jeg konkludere følgende:

* D har ændret adfærd i en meget positiv og gunstig retning og fremtræder nu som en pige med en aldersrelevant udviklingstakt og adfærd. Hun er glad, smilende og ser på ingen måde ud til at lide under samværet med hverken faren eller moren.

* Samarbejdet mellem parterne er markant forandret efter, at F har fået tillagt forældremyndigheden ved landsretten. M mener, at D på denne baggrund er inde i en skadelig personlighedsudvikling, fordi samværet med faren er meget udvidet, men hendes bekymring kan ikke verificeres og kan derfor snarere betragtes som en diffus frygt eller negative forventninger. Samarbejdet mellem parterne er stadig kompliceret, men det er dog betydeligt forbedret siden landsrettens afgørelse.«

Højesterets bemærkninger.

Oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring af 23. juni 2000 taler afgørende til støtte for, at det er bedst for D, at forældremyndigheden overføres til faderen, der må antages bedre end moderen at kunne sikre, at D's positive udvikling fortsætter med god kontakt til begge forældre. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part eller til statskassen.